Rejsens sidste eventyr begyndte tidligt i morges. Vi blev hentet på hotellet kl. 4.30 for at blive kørt derhen hvor ballonfærden skulle starte. Der skulle to hold på ballonen så vi måtte nøjes med at nyde synet af ballonerne der lettede. Det var bestemt ikke nogen dårlig oplevelse. Det var et smukt syn og bagefter kunne vi så jagte ballonen i bussen så vi kunne stige på når den landede efter ca. en halv time.
Endelig blev det vores tur. En utrolig oplevelse. At stige langsomt til vejrs og glide hen over landskabet næsten lydløst (i hvert fald når han ikke lige brugt gasbrænderen). Ikke noget med højdeskræk eller lignende. Efter en halv times tid landede vi på en mark med køer og hjalp med at pakke ballonen sammen så den kunne køres på en trailer. Køerne var meget nysgerrige og måtte jages væk hele tiden.
Hjemme igen nød vi morgenmaden på en cafe ved stranden.
I dag har vi været i regnskoven. Den starter i udkanten af byen hvor vi bor. Det var en fantastisk oplevelse. Vi startede med en masse informationer om hvordan de indfødte i denne del af Australien lever/ har levet. Interessant og meget forskelligt for det vi hørte ved Uluru.
Bagefter tog vi med en af verdens længste svævebaner hen over regnskoven til en by derhedder Kuranda. En by der blev grundlagt af hippierne i 60’erne. Der var nu ikke meget hippi over den. Det drejede sig vist mest om at sælge så meget junk som muligt til turisterne.
Tilbageturen var med et veterantog der brugte 1,5 timer om at komme tilbage. Det er dobbelt så lang tid som svævebanen, der endda blev af afbrudt af en gåtur et par gange.
Vi blev så glade for den thai mad vi fik i går, at vi var henne og hente igen i dag. Den ene ret i går var thai-stærk, som tjeneren opfattede som meget stærkt. Så slemt syntes vi nu ikke det var. Og det fik tjeneren at vide i dag, så da han gav os maden sagde han at køkkenchefen i dag havde gjort den ekstra stærk. Det kunne vi ikke smage. Det var ikke stærkere end i går.
I dag har vi snorklet på Great Barrier Rief. Vi sejlede i 2 timer fra Cairns på en stor catamaran sammen med omkring 125 andre turister ud til en mikroskopisk ø på revet. Arealet var vist omkring 350 m2 og 3,6 m høj på det højeste punkt. Der er kun sand og det meste af øen er fuglereservat så der måtte vi ikke komme.
Vi blev sejlet i land af en lille fladbundet båd med plads til omkring 35 passagerer. Den sejlede op på stranden med stævnen og vi kunne gå tørskoede i land. Vi fik snorkeludstyr udleveret og lejede en svømmedragt så vi ikke skulle bekymre os om solen.
Det var en fuldstændig fantastisk oplevelse at ligge i vandoverfladen og kigge på fisk og koraller, den ene mere farvestrålende end den anden. Vi snorklede rundt i en times tid inden vi tog tilbage på båden igen for at spise frokost.
Vi fik en fantastisk forplejning på båden. Vi startede med kaffe og muffins., senere kom frokosten to lune retter og salatbar, eftermiddagskaffe med kage og frugt. Endelig, da vi var ved at være i land igen, fik vi et glas mousserende vin med lidt snacks.
Hjemturen var lidt hård og en del måtte forlade salonen med søsyge.
I dag er bare afslapning. Vi har købt lidt madvarer så vi selv kan lave lidt mad. Så sparer vi på restaurationsbudgettet. Vi har gået en tur langs vandet. Der går en trappe fra hotellets forside ned til stranden så det er nemt. Det er det dejligste vejr og alt er grønt. En vild kontrast til der hvor vi kommer fra. Vi har bestilt bord på en restaurant nede ved vandet til aften. Den glæder vi os til at besøge.
I dag har det været hvile og rejsedag. Vi skulle først flyve sidst på eftermiddagen og vi fik forlænget hotelværelset til kl. 15. Vi havde ligesom fået varme nok, så vi slappede af under airconditionsanlægget efter de hårde dage i outback’en.
Vi kom her til Cairns kl. 20 og her er temperaturen langt mere behagelig, kun omkring 25 grader. Vi har fået en skøn lejlighed hvor vi kan se havet fra altanen og vi kan høre bølgerne slå ind mod stranden.
Endnu en dag hvor vi vækkes kl. 4. Vi skal nå en vandretur i Kings Canyon inden det bliver for varmt så vi skal køre ved solopgang.
I dag deles vi i to hold så nogle af os kan tage en lettere tur på en times tid mens resten tager en 2,5 timers tur. Det bliver en flot tur.
Efter turen finder vi et sted til frokost. I dag udvidet med barbecue.
Efter frokost går turen tilbage mod Alice Springs og civilisationen. En tur på godt fire timer. Undervejs kører vi 100 km på en “dirtroad” der er mere bulet end et vaskebrædt. Vi bliver gennemrystet mere end det er behageligt. På vejen møder vi en cyklist med anhænger. Ufatteligt at han kan køre i det bløde sand, og i den varme, ikke under 40 grader.
Sidste stop bliver på en kamelfarm hvor man kan købe en ridetur på en kamel. Det er der dog ikke nogen der ønsker. Vi er alle godt trætte.
Tilbage på hotellet skynder vi os under bruseren for at få vasket støv og sved af kroppen.
Vi bliver vækket kl. 4. Vi skal nå at have morgenmad, rydde lejren og pakke bussen tidligt nok til at nå solopgangen over Uluru.
Vi ser solopgangen fra et udsigtspunkt hvor vi til den ene side har Uluru og The Olgas til den anden side. Det er et imponerende syn.
Bagefter tager vi på vandretur i The Olgas en 5 km vandretur, der er lidt svær så jeg må vende om på halvvejen. Godt vi er startet så tidligt, midt på dagen skal temperaturen nå 40 grader.
Efter vandreturen kører vi til et sted hvor vi kan spise frokost. Med fælles hjælp får vi hurtig en lille buffet stablet på benene.
Efter frokost kører vi mod Kings Canyon hvor vi skal bo i en lille lejr med 2,5 km til nærmeste nabo som er en anden lille lejr.
På vej til Kings Canyon skifter vi bus igen. Det er nødvendigt med 4 hjuls træk for at nå lejren.
I lejren nyder vi en dejlig aftensmad lavet på bålet. Vi har samlet brænde undervejs. Der er et toilet og en bruser i lejren. Det kræver lommelygte for at finde dertil.
Vi blev afhentet på hotellet kl. 6 af en firehjulstrukket bus med plads til 16-18 passagerer. Vi var næsten de sidste der kom på. Vi blev en blandet gruppe med deltagere fra Holland, Tyskland, Schweiz, Sverige og Danmark. Det var en komfortabel bus med et stort bagagerum bagi med hylder til kufferter.
Ca. 25 km. uden for Alice Springs går bilen i stykker. Der sprænger et par kileremme så der må tilkaldes assistance fra byen. Efter en times tid kommer en mekaniker. Han bruger nogle timer på at reparere bilen men da han så endelig får remmene på og kan starte bilen igen og vi ser frem til endelig at skulle afsted igen, finder han ud af at vandpumpen er gået i stykker og vi må have en ny bus.
Mens vi venter på at bilen bliver klar bliver vi sat til at samle brænde til aftenens madlavning. Brændet bliver fordelt i forskellige bagagerum i bussen.
Da vi så endelig, efter 5 timers ventetid får en ny bus, må vi tømme den første bus for brænde og efterlade det i vejkanten. Den nye har ikke plads. Den nye bus er mindre komfortabel og har ikke firehjulstræk. Flere steder er den lappet med gaffatape.
Dette betyder så at vi må afkorte dagens program for at nå solnedgangen ved Uluru (Ayers Rock). Vi får først frokost ved 16 tiden da vi var ankommet til teltlejren ved Uluru.
Efter frokost kører vi hen og går en tur langs kanten af klippen og får fortalt historier om klippens betydning for de indfødte.
Efter gåturen kører vi hen til et godt udsigtspunkt og ser solnedgangen. Desværre dukker der en sky op på himlen så vi ikke ser klippen med den røde farve der kommer ved en solnedgang uden skyer, men det er alligevel et fantastisk syn.
Endelig tager vi tilbage til lejren og spiser aftensmad. Vi skal selv hjælpe med at lave mad og rydde op. Vi får pasta og kødsovs lave med kængurukød. Vi spiser omkring bålet. Der er så mørkt at man ikke kan se hvad man spiser men det smager fantastisk godt.
Der er ingen elektricitet så vi må bruge lommelygte for at se noget i vores telt og for at finde vej til toiletterne.
I dag har været rejsedag. Vi tog fra Adelaide i morges i knap 20 graders varme og landede her i Alice Springs et par timer senere i 35 graders varme. Vi har været på indkøb i eftermiddag. Mygge balsam, sololie faktor 50 og fluenet til at sætte på hatten. Vi skal være klar til 3 dage i den australske outback de næste dage. Intet internet i tre dage, men masser af varme. I morgen skal vi se solnedgangen ved Uluru (Ayers Rock),
Når vi får ordentlig netforbindelse lægger vi nogle billeder på.