Vi bliver vækket kl. 4. Vi skal nå at have morgenmad, rydde lejren og pakke bussen tidligt nok til at nå solopgangen over Uluru.
Vi ser solopgangen fra et udsigtspunkt hvor vi til den ene side har Uluru og The Olgas til den anden side. Det er et imponerende syn.
Bagefter tager vi på vandretur i The Olgas en 5 km vandretur, der er lidt svær så jeg må vende om på halvvejen. Godt vi er startet så tidligt, midt på dagen skal temperaturen nå 40 grader.
Efter vandreturen kører vi til et sted hvor vi kan spise frokost. Med fælles hjælp får vi hurtig en lille buffet stablet på benene.
Efter frokost kører vi mod Kings Canyon hvor vi skal bo i en lille lejr med 2,5 km til nærmeste nabo som er en anden lille lejr.
På vej til Kings Canyon skifter vi bus igen. Det er nødvendigt med 4 hjuls træk for at nå lejren.
I lejren nyder vi en dejlig aftensmad lavet på bålet. Vi har samlet brænde undervejs. Der er et toilet og en bruser i lejren. Det kræver lommelygte for at finde dertil.