I dag har vi snorklet på Great Barrier Rief. Vi sejlede i 2 timer fra Cairns på en stor catamaran sammen med omkring 125 andre turister ud til en mikroskopisk ø på revet. Arealet var vist omkring 350 m2 og 3,6 m høj på det højeste punkt. Der er kun sand og det meste af øen er fuglereservat så der måtte vi ikke komme.
Vi blev sejlet i land af en lille fladbundet båd med plads til omkring 35 passagerer. Den sejlede op på stranden med stævnen og vi kunne gå tørskoede i land. Vi fik snorkeludstyr udleveret og lejede en svømmedragt så vi ikke skulle bekymre os om solen.
Det var en fuldstændig fantastisk oplevelse at ligge i vandoverfladen og kigge på fisk og koraller, den ene mere farvestrålende end den anden. Vi snorklede rundt i en times tid inden vi tog tilbage på båden igen for at spise frokost.
Vi fik en fantastisk forplejning på båden. Vi startede med kaffe og muffins., senere kom frokosten to lune retter og salatbar, eftermiddagskaffe med kage og frugt. Endelig, da vi var ved at være i land igen, fik vi et glas mousserende vin med lidt snacks.
Hjemturen var lidt hård og en del måtte forlade salonen med søsyge.